Ulovlige ål







Ulovlige ål

05-01-2012
Af: Jimmy Pajbjerg

En fritidsfisker fra Sydsjælland er taget i at sælge sin fangst af ål og ørred, hvilket er ulovligt.


Lyst- og fritidsfiskere må ikke sælge deres fangst. Uagtet det, var det et stort udbud af ål og ørred, der mødte NaturErhvervstyrelsen, da fiskerikontrollører sammen med Fødevarestyrelsens Rejsehold tirsdag d. 20. december var på uanmeldt kontrolbesøg hos den sydsjællandske fritidsfisker.


 


På adressen blev der fundet 140 kg røget ål og 120 kg røget regnbueørred. Fiskene til en samlet salgsværdi på ca. 50.000 kr. blev straks bortskaffet.
Udover fisk blev der også fundet en ordrebog for 2010 og 2011. Ordrebogen blev taget med for nærmere undersøgelse. Fritidsfiskeren kan se frem til en sag, hvor der vil være krav om bøde og konfiskation.


 


I løbet af kontrolbesøget kom 8-10 kunder, men de måtte alle gå tomhændede bort. Ca. 100 kg ål var afmærket til afhentning d. 20. december.


 


Fritidsfiskeren erkendte at sælge sin fangst, selvom dette er forbudt. Den normale sanktion er konfiskation af værdien af solgte fisk og en bøde heraf på 1/3 af værdien. På adressen blev der også fundet et våben, som Politiet konfiskerede. Og for at gøre sagen værre ankom kommunens vandmand også til stedet, da der blev opdaget et vandaftag på den forkerte side af vandmåleren. Kontrolbesøget hos denne fritidsfisker ligger i forlængelse af sommerens kontrolaktion mod ulovlig omsætning af lyst- og fritidsfiskernes fangster.


 


Omsætningsforbud


Lyst- og fritidsfiskere må ikke sælge deres fangst. Der gælder med andre ord et omsætningsforbud. Fangsten er kun til eget forbrug. Salg af egen fangst er forbeholdt personer eller selskaber, der er registreret som berettigede til at drive erhvervsmæssigt fiskeri samt af Fødevareregionerne er godkendt til handel med fisk.


 


Omsætningsforbuddet skyldes også et hensyn til fiskebestandene. Lyst- og fritidsfiskere har et medansvar for et bæredygtigt fiskeri, så fiskebestandene bevares.


 


Kilde: NaturErhvervsstyrelsen

 

Om os | Site Map | Sikkerheds politik | Kontakt os | ©2004 Lystfiskeri.dk