Lille Golfmose

Denne lille golfmose ligger 50 m ude på golfbanen ved hul 15. Men bare rolig. Golfspillerne har intet imod fiskeri i mosen bare man tager lidt hensyn. Mosen har en flot bestand af sudere fra 1-2 kg og en god bestand af brasner op til 2 kg. Majs er at foretrække som agn fisket på et penneflåd 5-10 meter ude. Og med en sparsom forfodring kan fiskene hurtigt lokkes til. Fiskenes standpladser er ofte nær de to sivkanter ved den store åbning, men også den lille plads lige imellem er god. Her skal der dog kun fiskes 1,5 meter ude, da der her er en skrænt som går fra ½-1½ m dybde. Endvidere skal det nævnes, at der fra denne sæson er opført et teested, således at golfspillerne skal slå tværs over mosen. Det vil betyde at denne plads først er fisketilgængelig når der ikke er golfspillere på banen. Suderne bider villigt og bifangster som brasner på 1,5 kg eller rudskaller på 0,5 kg forekommer. Er man mere til spinnefiskeri kan mosens gedder lokkes til spændende fiskeri med overflade woblere, flue, agnfisk eller med små spinnere. Vi har flere gange set gedder springe som vi regner med vejer 4 kg, men har kun fanget dem op til 1,5 kg. Vi vil bede jer alle være nænsomme mod søens bestand af sudere, da der ikke skal meget til at udrydde den flotte bestand. Bedste vejrforhold er vestenvind og godt vejr 20 grader.

Lokalrapportør :Jeppe Højrup
Dette er næsten samme tur som til Blæsenborgmosen. Fra Vejen mod Sakskøbing drejer du ned ad Blæsenborg Allé. Her drejer du efter et stykke tid til højre ned mod skolen. Der kan parkeres på parkeringspladsen, og derefter kan man gå 200m højre om skolen hvor man kommer forbi nogle cykelskure. Fortsæt lige ud, ned af den lille bakke, og man står ved golfbanen. Man skulle så meget gerne nå ned til golfbanen ved hul 16 hvorfra man kan se mosen. Gå højre om mosen for at finde fiskepladsen. Hvis du står på venstre side og fisker står du nemlig oppe på selve greenen, så dette kan kun prøves tidlig morgen og aften!.
Reporter : Jeppe Højrup
E-mail : jeppehoj@ofir.dk
Jeg er en fisketosse som har fisket intenst i tre år. Jeg er 19 år og dyrker sø mose og put & take fiskeri på Lolland. Jeg er til både mede- og spinnefiskeri men har endnu ikke taget udfordringen med fluestangen op. Jeg fisker sammen med min lillebror så tit som muligt og sætter både pris på fangst- og naturoplevelser. I de varme måneder er jeg meget ofte at finde ved de lokale søer og moser som jeg er ansvarlige for. Dette fiskeri er nok også det jeg sætter mest pris på selvom alsidighed er en vigtig ting i mit fiskeri. Spørgsmål gode råd og fangstrapporter modtages meget gerne pr. mail.