Min gode fiskekammerat Henning bød op til en fisketur i løbet af eftermiddagen og det kan man jo ikke sige nej til. Vel ankommet til pladsen var vandet klart som sprit og solen bagte fra en skyfri himmel ikke de bedste forhold at fiske under.
Midt på eftermiddagen blev det mere skyet og vinden tog til fra sydøst. Det skabte det nødvendige røre af vandet og pludselig “stank” pladsen nærmest af havørred. Efter et par timers fiskeri fik jeg pludselig et hårdt og kontant hug og præsenteret for et moderat pres kvitterede fisken med et fygende udløb på 20-30 meter. For at øge spændingen sprang fisken helt fri af vandet og afslørede sig selv som en ganske pæn fisk. Jeg hader når de gør det man får altid disse “gummiben” uanset hvor garvet en lystfisker man er.
Efter yderligere et par kraftfulde udløb og spring overgav fisken sig og gled over netrammen.
Fisken var i fantastisk god kondition 62 cm og 3 1 kg. Mavesækken indeholdt 15 stk. 10-12 cm lange tobis. En ren ædemaskine.
En dejlig oplevelse ovenpå flere fangster af nedgængere i dårlig foderstand.
En fed torpedo
Af: Jimmy Pajbjerg |
30/04/2003