En ny lystfisker er født

Af: Jan Hyllested |
14/04/2003

En af mine arbejdskammerater Poul G. Jensen har lige for nyligt fået mere tid til sig selv og han er så begyndt at fiske lidt. Han har købt og fået foræret noget grej af mig så han har haft lidt at starte med og har så suppleret op selv.
Han har mest fisket aborre i Randers havn og Gudenåen og har da også fanget en masse pæne aborrer.
I går søndag fik han så sin første “gode” fisk idet han fangede en “grønlænder” på 53 cm.
Den glæde som Poul har vist over denne fisk er ganske overvældende.
Der er mange lystfiskere der kunne lære lidt af ham idet jeg mener at det nogen gange kun drejer sig om kilo og antal fisk således at man helt glemmer at glæde sig over den “almindelige” fangst.

Der er i de sidste dage taget adskillige havørreder op til 65 cm i Gudenåen og Randers havn men det er stadigvæk aborrerne der dominerer.
Den normale fredning af havneområdet fra 1. april er ikke indført i år og nu er det vel tvivlsomt om den kommer.