koldt men godt…

Onsdag d. 19/2. Min mor kom ud og vækkede mig og sagde at nu var der morgenmad. Selv på vej ud i køkkenet kunne jeg mærke at denne dag skulle jeg bruge på at jage kystens sølvblanke havørreder. Knallerten var lige kommet hjem fra værkstedet okuma hjulet var blevet smurt aftenen før. Der var vindstille og hele huset syrede af havørred det var perfekt. Udenfor var det tåget med en sigtbarhed på nul og nattens frost lå stadig på de tynde birketræer i indkørlsen. Jeg skyndte mig at skovle noget guldkorn indenbords lave en madpakke og en kande varm kamilete og så afsted. Da jeg kom ud til kysten blev lugten af havørred kun stærkere ikke en krusning på overfladen. Jeg parkerede knallerten bag en busk(for låsen lå der hjemme) og spadserede ned mod kanten med den allerede klargjorte stang med Den Stive Erik for enden af linen. Lige som jeg havde sendt wobleren afsted gennem den is kolde luft hørte jeg nogle kendte stemmer bag mig og lige i det jeg vender mig om for at se hvem det var kom hugget – tre meter fra mig. Fisken tog udlød med det samme men det kunne næsten ikke lade sig gøre for bremsen var allerede frosset næsten helt fast men det lykkedes fisken at få alt isen revet af. Efter en hård og sej kamp kunne jeg så håndlande fisken. Nettet lå selvfølgelig på land så jeg måtte ofre mine dyre knallert handsker til kong plangtons iskolde vand. Men det var det hele værd for i min hånd havde jeg en smuk steelhead målebåndet viste 50 cm og på vægten stod et flot digitalt 2 tal. En smæller fed steelhead. det var koldt men godt…..