Mandag d. 5/5 kl. 16.30 tog jeg ud til Øgavl for at fiske efter havørred. Solen skinnede og vandet var spejlblankt. Ikke optimalt vejr til havørredfiskeri med blink men jeg var ikke kommet for blot at tage hjem igen. Jeg vadede det lange stykke fra stranden ud til renden hvor jeg påbegyndte kastene. Jeg havde bevidst sørget for at placere turen som den ville falde sammen med højvande da der navnlig på Øgavl kan opleves en imponerende aktivitet på dette tidspunkt. Det er i al fald hvad jeg har hørt! Da jeg havde foretaget adskillige viftekast med en grøn Jensen Tobis 12 gr. skiftede jeg til et mindre blink i andre farver og begyndte at bevæge mig til højre (østpå). Netop som jeg havde lavet et laaangt kast i nordøstlig retning skete der noget afgørende i nordvestlig. En fisk var oppe og vende i vandoverfladen og det plask syntes bestemt ikke at stamme fra en hornfisk. Altså var der stor chance for at det var en havørred. Selvfølgelig er det altid på sådanne tidspunkter at man har snøren længst ude i modsatte retning! Jeg spolede hurtigt ind og foretog straks en del kast som alle ramte eller passerede det sted hvor fisken havde vist sig. Der var imidlertid ingen kontakt overhovedet. Efter lidt yderligere fiskeri kørte jeg hjem. En smule trist til mode måske – men kun en smule.
Måske havørred ved Øgavl.
Af: Jakob Humaiden |
05/05/2003