Måske ny Danmarksrekord

Af: Thomas Hansen |
01/09/2002

Fredag aften fiskede Thomas Hansen og Carsten Hansen Dybkjær multer i Odense Fjord. En let pålandsvind gjorde at der var meget skidt i vandet samt mange store multer. Det lykkedes således Carsten at kroge en multe på 71 cm og 5 kg. Efter at have sundet sig ovenpå fighten gik vi igang igen. Det resulterede i at vi fik hug samtidig. Multen der tog min flue sprang med det samme forfanget men Carsten fightede på fineste vis endnu en stor multe med succes. Denne gang målte fisken 78 cm og vejede 6 kg og er muligvis ny Danmarksrekord i fluefanget multe.

Næste morgen var jeg igen på pladsen. Denne gang gudskelov uden Multekongen Carsten. Det lykkedes mig således at fange en multe på 70 cm og 5 kg samt 2 flotte makreller. Alle fiskene blev fanget på fluen Red Tag fisket med små hurtige indtag.