Nye regler for laks fanget ved Bornholm

Af: Kim Holm Boesen |
09/11/2004

Fødevarestyrelsen ændrer nu på reglerne for laks fanget omkring Bornholm. Hidtil har det været et krav, at laksene højst måtte være 72 cm. Nu ændres kravet til, at laksene højst må veje 4,4 kg. Ændringen betyder, at fiskerne kan lande flere af de laks, de fanger. Der er begrænsninger på hvor store de laks, der fanges omkring Bornholm, må være, fordi de store laks indeholder for meget af giftstoffet dioxin. Men videnskabelige undersøgelser har vist, at laks på under 4,4 kg ikke indeholder for meget dioxin. Fiskerne ønskede imidlertid i første omgang et længdemål på fisken at holde sig til, men det har nu vist sig, at mange laks på 72 cm vejer under 4,4 kg levende vægt, og dermed går fiskerne glip af en større del af fangsten end nødvendigt. “Vi vil naturligvis gerne imødekomme fiskernes ønske om at ændre reglerne, så vi sorterer laksene efter vægt i stedet for efter mål. De meget grundige videnskabelige undersøgelser af dioxinindholdet i laks, vi gennemførte i sommer, viste, at det er fuldt forsvarligt at spise bornholmerlaks på op til 4,4 kg”, siger familie og forbrugerminister Henriette Kjær. Fødevarestyrelsen vil nu iværksætte de nødvendige ændringer af reglerne. Giftstoffet dioxin nedbrydes kun meget langsomt, og er ophobet gennem fødekæden i vandmiljøet gennem mange år. Laks er en af de sidste fisk i fødekæden og lever relativt længe, inden den bliver fanget. Samtidig er det en fed fisk, og dioxin ophobes i fedtvæv. Derfor har problemet ramt laksen og ikke andre mindre og mere magre fisk i Østersøen. Pressemeddelelser fra Fødevarestyrelsen af 9. november 2004.