På havørredjagt ved Purreskov med vand til begge ører!

Torsdag d. 1/5 2003 tog jeg til Purreskov i håb om at fange en havørred eller to. Jeg ankom til stedet ved 15-tiden, vadede så langt ud i vandet som muligt og påbegyndte kastene. Der blæste en hård vind fra sydvest, som opildnede havet og besværliggjorde fiskeriet. Det ene øjeblik stod jeg fint med fast grund under fødderne og vand til lidt over navlen, og det næste øjeblik klaskede de store, frådende bølger mod min overkrop og skubbede mig hårdt fra side til side, som ventede havet blot på en chance til at opsluge mig. Jeg præsterede at nå ud til et spændende tangbælte, indenfor og på tværs af hvilket jeg valgte at placere langt størstedelen af mine kast. Jeg bevægede mig et par hundrede meter mod nord ad dette bælte og tilbage igen men mærkede ingen hug. Jeg kunne, pga. de store bølger, ikke nå ud til det alleryderste tangbælte ved Purreskov i dag, der hvor man normalt fanger fiskene. Selvom denne yderste fiskeplads i dag var udenfor rækkevidde, kunne man dog sagtens formode, at der stadig har været en god chance for fisk. De andre tangbælter hvor jeg forsøgte mig, så nemlig også spændende ud, og hvis ikke en havørred kan finde på at stå der, ja så ved jeg ikke hvor! Jeg var iklædt min nye Geoff Anderson vadejakke, som jeg er meget glad for, og allerede på dens første tur, kom den på en interessant prøve. Ved Purreskov er der nemlig store huller på den lange strækning mellem selve stranden og de fiskepladser man benytter ude i vandet. På vejen ind præsterede jeg at krydse et af de dybeste af disse huller og vadejakken, som sad udenpå waders ne fik sin første rigtige tur under vand. Selvom jeg gik på tæer, nåede vandet mig til kravebenet, og på et tidspunkt var jeg da også lige ved at smide fiskestangen og sige: “Skide være med det! -Jeg svømmer sgu!” Så vidt kom det dog heldigvis ikke, eftersom jeg kort tid efter atter mærkede underlaget stige under mig og kroppen blive gjort fri af vandmasserne. Det var dejligt! Da jeg kom ind på stranden mødte jeg en anden fisker, som heller ikke havde fanget noget. Han havde åbenbart været tilskuer til mit lille stunt-nummer, og jeg kunne ikke lade være at grine, da han, halvt imponeret – halvt chokeret, udbrød: “Du vader ellers dybt!”