Stille og frusterende dag på fjorden

Endnu en gang skulle forårets komme fejres på Præstø fjord. Det var faktisk rigtig koldt, men klart solskin, da vi ankom med grejet til Jacobs havn. Skørisen klirrede i den svage morgenvind da vi kastede los og efter ca. 10 minutter bukkede Klaus´s grønne ABU stang og knarren sang lystigt – jo det tegnede sørme godt. Jeg bjergede alle stænger, slukkede motoren og tog nettet, mens Klaus fik fisken ind til båden. Den fulgte ALT for godvilligt med næsten ind til båden, hvorefter den (sølvblank på mellem 1-11/2 kg) på 2m afstand begyndte en serie rulninger og hidsige småudløb – og spyttede så blinket – jeg prøvede med en lang arm og nettet, men forgæves. Hvor er det en tom følelse når man mister en fisk på netkanten, især hos Klaus der bande over han havde holdt den for hårdt.
Men det var symptomatisk for dagen. Vi havde vel sejlet en time mere, og jeg tog en “morfar”, da Klaus vækkede mig med en bukket stang og et bredt grin: “Så er det din tur”. Også denne fulgte med, efter et par overfladerulninger, som jeg stoppede ved at putte stangspidsen ned under vandet. Klaus nettede den ved første chance, og godt det samme, for fisken var kun liiige kommet over rælingen, da blinket faldt ud – sølvblank, men ikke så velkonditioneret fisk på 1,25kg og 54cm. Så gik der 2 timer med møg og et enkelt hug. Så var der pludselig en undermåler til Klaus, igen på Orkla. Jeg nettede den med det samme, og blinket faldt ud! Den blev så hurtigt genudsat. Videre op langs Nordlandet, hvor jeg havde et hug og en fast fisk der tog en fint udløb – og stod af! på Stripper blanket. Derefter var der helt stille indtil solnedgang, hvor jeg havde et hug på stripperen, og derefter fast fisk! En målsørred blev bjerget – den eneste fisk der havde ALLE trekroge i munden og ikke faldt af. Men vi så da nogle af de “engfugle” Miljøministeren taler om at göre noget for, som strandskade, vibe og hvidklire, samt et par “skomagerfugle” = klyder. Hårde facts: 3 örreder i båden.
Klaus var ude søndag, her blev det til 3 ørreder igen, men det usædvanlige for Præstø fjord, at den ene var en flot portionsstørrelse regnbueørred.