Stor nedgænger fra Gudenåen

Af: Jan Hyllested |
05/05/2002

Jeg har modtaget en spændende mail fra Peter V. Mathiasen:

Hej Jan
Foranlediget af din historie om din aborrefangst lod jeg i dag (lørdag) stegen blive i fryseren og lovede familien aborrefiletter til aftensmad. Jeg fangede selv et par stykker sidst jeg var i “Hyllehullet” og regnede med at den var sikker nok. Men nej en time med jig og spinner gav ikke et eneste hug. Så skete der dog noget jeg fik et virkeligt voldsomt hug midt i åen ved hullet. Der var ikke tvivl om at det var storfisk. De første 3-4 min så jeg ikke fisken men derefter vendte “gedden” som jeg troede det var i overfladen. Stor var min forbløffelse dog da jeg konstaterede at det var en rigtig stor ørred. Det at ørreden så ret blank ud samt det at der var ret meget power i den gjorde faktisk at jeg var ved at tro det var en mega overspringer. Da jeg efter 10 min fik landet fisken måtte jeg dog konstatere at det var en nedgænger. Det var dog en nedgænger i fantastisk flot kondition. En stor stærk hanfisk der allerede næsten havde genvundet sit blanke ydre. Den havde dog en lille svampeplet på underkæben samt et ar på siden. Den manglede selvfølgelig også en smule på bugen men jeg har set tyndere efterårsfisk blive fanget i åen. Havørreden var kroget meget dybt men blev efter en besværlig afkrogning hurtigt vejet og målt og derefter genudsat. Selvom den blødte lidt håber jeg dog den takket være sin gode kondition klarede skærene. Havørreden var 88 cm lang og vejede 7 2 kg !!

Det var det eneste hug jeg havde omkring hullet på 3 timer så gedderne og aborrerne så jeg intet til. Den sidste time brugte jeg på mit ørredspot hvor det viste sig at grønlænderne stadig står i åen. Jeg fik en på 42 cm og en undermåler. Derudover havde jeg et hug og en efterfølger.