Torp Put & Take

Af: Michael Boller |
22/04/2003

Eftersom jeg havde fået landlov her i påsken kunne jeg jo lige så godt udnytte det gode vejr langfredag og tage ud at fiske. Som sagt så gjort så kl. 9:00 kørte mig og min far til Torp Put&Take ved Karup. Da vi kom der ud var de ved at sætte fisk ud, så vi besluttede os for lige at se tiden lidt an, og lade de nye fisk finde sig lidt til rette i søen. For når de begynder at kæmpe om pladserne med de gamle fisk i søen, så plejer det at give godt fiskeri. Så da der var gået en halv times tid begyndte vi at fiske. Men det gik lidt sløvt i starten. Efter en halv time kom der dog gang i tingene, og alle i søen fangede fisk. Der var endda een der tog en bækørred på 1,5 kg. Samtidig begyndte vi også at fange fisk, og efter knap en time havde vi 5 gode store ørreder. En på godt 5 kg og to på omkring 4 kg og to på ca. 2 kg. Og lige før vi skulle til at tage hjem tog jeg en på knap 3 kg. Så det kan godt siges at have vært en god tur. En ting jeg godt ville fremhæve ved Torp lystfisker sø er at man kan fange mange typer ørreder i søerne – blandt andet bækørreder og kildeørreder. Og de bliver fanget tit. En anden ting er deres kondition. Den er ekstrem god. Du kan nemt bruge en halv time på at lande en 5 kilos ørred. Så der er mange gode grunde til at tage en tur ud til Torp put & take.