Torske tur til Øresund

Af: Poul Jensen |
10/02/2003

Den 08/02 var vi fire mand stærk på en tur til Øresund for at fange de store torsk der samler sig her om vinteren i Øresund. Vi kørte hjemme fra (Skærbæk sønj.) kl. 04 00 Lørdag nat. Efter en lang tur med bil og bådtrailer kom vi til Helsingør kl. 08 30. De første småbåde kom allerede ind igen og meldingen var ikke rar – der var ingen fisk. Men når man er taget den lange tur så skal det prøves.
Vi tog over til den Svenske kyst og fiskede på 30 meter vand. Efter en time havde vi 5 torsk. Den største vejede 12 kilo de andre vejede 8-3-3-2 kg. Så friskede vinden op fra syd ( det er ikke en god retning) og strømmen og vinden gik i samme retning med en hastighed på ca 4 til 5 knob .
Selv om vi fiskede med pilke på 500 og 600 g så kunne vi kun nå bunden en gang i hvert kast.
Efter et par timer opgav vi og kørte hjem.