Latinske Navn
(Scomber scombrus)
Beskrivelse
Makrellen Scomber scombrus kan blive mere end 3 kg tung og måler da over 60 cm. Fisk over 2 kg er dog uhyre sjældne, men enkelte eksemplarer fanges alligevel næsten hvert år. Normalt anser man fisk over kiloet for store.Makrellen er en noget ustabil sommergæst, som kun findes i de danske farvande fra maj-juni og frem til august-september. Den lever her ikke fast, men trækker ind fra Nordsøen og ned i Kattegat for at jage. Der er da gode muligheder for en spændende dyst med denne mini-tun fra Vestkystens mange høfder.Vinteren tilbringer makrellerne på flere hundrede meter dybt vand i sydligere farvande. Først i maj dukker de op på lidt dybere vand ud for den jyske vestkyst, og i juni-juli ser vi så de første i de indre danske farvande. August er typisk højsæson langs vestkysten, mens september er en god tid i Øresunds nordlige del.
Fangstmetode
Makrellen er en grådig rovfisk, der gerne lader sig fange på diverse blink, pirke og ophængere. Men makrellen er også en fisk, der har en højt udviklet lugtesans. Den er derfor meget modtagelig over for fiskeri med naturlig agn – gerne i form af udskårne strimler af sild.Det gælder i regelen om at finde den rette fiskedybde for dagen. Typisk går makrellerne højt morgen og aften, mens de står dybere midt på dagen. Går fiskene dybt, skal der bruges et glideflåd samt en stopknude på linen. Så kan man uden problemer fiske sin agn på flere meters dybde.Spinnefiskeren kan fange mange makreller på 25-50 grams blanke pirke med én eller flere ophængere på linen. Er der makreller i farvandet, kan man ofte opleve at få fisk på alle krogene.
Fredning
Ingen officiel fredningstid.
Mindstemål
30 cm i Nordsøen, herunder Limfjorden og Ringkøbing Fjord. 20 cm i Skagerak/Kattegat.
Opdateret 15.02.2023