Aktiv indsats giver flere ørreder

Af: Jimmy Pajbjerg |
28/09/2011

Hvert år undersøger DTU Aqua mange af landets vandløb for at følge udviklingen i de naturlige ørredbestande. De seneste undersøgelser (efteråret 2010) er positive og viser, at der er fremgang de steder, hvor man har gjort en aktiv indsats for at genskabe større ørredbestande. Her får du en opsummering af resultaterne fra de vandløb, der er blevet undersøgt.


  


Ørreden er en god miljøindikator


Undersøgelsen omfatter flere hundrede bække og åer rundt om i landet og elektrofiskeri på 594 lokaliteter. Undersøgelsen vurderer bl.a. tæthed og aldersfordeling af ørredbestandene samt eventuelle årsager til dårlige eller manglende bestande. Resultaterne viser, at der generelt er sket en fremgang i tætheden af naturlig produceret ørredyngel.


 


Ørreden er fin som miljøindikator, da en god produktion af ørredyngel fra naturlig gydning viser, at vandløbene er i balance. En stor produktion af ørredyngel er desuden en forudsætning for, at der på sigt kan komme en bestand af større fisk. Derfor er fremgangen i de naturlige ørredbestande godt nyt for både folk med en generel interesse for miljøet og for lystfiskere.


 


Indsatsen nytter


Der er i alle de undersøgte vandsystemer fundet fremgang i bestandene. Nogle strækninger, hvor miljøtilstanden tidligere var kraftigt forringet af menneskelig påvirkning, er nu bragt i en så god tilstand, så de kan fungere som naturlige levesteder for ørred og mange andre fiskearter. Desuden er flere lokaliteter end tidligere fundet egnede som levesteder for ørred.


    


Fremgangen skyldes især, at vandkvaliteten er blevet bedre, og at lystfiskerne og kommunerne er i gang med at genskabe gode miljøforhold i vandløbene. De har fx fjernet spærringer, udlagt gydegrus og foretaget en skånsom og miljøvenlig vedligeholdelse, så bestandene er i stand til at reproducere sig selv.


 


Der er dog fortsat behov for en miljøindsats i mange vandløb, hvor bestandene på grund af menneskelig påvirkning er små. Det positive er, at vi ved, hvordan det rent praktisk skal gøres, og at resultaterne tydeligt viser, at indsatsen nytter.


 


Størst effekt hvor opstemninger er nedlagt


Spærringer og mangel på egnede gyde- og opvækstområder er nogle af de forhold, som oftest begrænser bestandene. På rørlagte strækninger er der hverken gyde- eller opvækstområder, og fisk kan som regel ikke passere opstrøms til deres gydeområder. De rørlagte strækninger har således stor negativ effekt på dyre- og plantelivet i vandløbene. Derfor omfatter de statslige vandplaner, som var i høring i foråret 2011, krav om genåbning af ca. en tredjedel af de ca. 3.000 kilometer rørlagte vandløb, som findes overalt i det danske landskab.


 


Fjernelse af opstemninger har vist sig at have en meget stor positiv effekt på de naturlige ørredbestande. De bedste resultater opnås, når spærringerne fjernes helt og derved giver mulighed for at genskabe de oprindelige fald-, bund- og strømforhold, herunder gydemuligheder og fuldstændig fri op- og nedstrøms passage. Hvis man ønsker flere naturlige fiskebestande uden udsætninger og at skabe bedre levesteder for fisk og smådyr, er det derfor vigtigt at fjerne spærringer ved opstemninger og at åbne rørlagte vandløb.  


 


Der findes stadig talrige spærringer rundt om i vandløbene, både ved dambrug, vandkraftsøer og vandmøller. Alle har de en meget negativ effekt på fiskebestandene. Mange ørreder og laks dør eller bliver forsinkede til gydepladserne, når de forsøger at finde vej gennem de søer og opstuvningszoner, der opstår som en følge af opstemningerne. Det vurderes, at ørredbestandene i en del af de store vandløb kunne flerdobles, hvis opstemningerne og de tilhørende opstuvningszoner i hovedløbene bliver fjernet.


 


Tilsandede gydeområder


Undersøgelsen viser også, at tilsandede gydeområder fortsat er et problem. Tilsandingen sker, hvor der mangler dyrkningsfrie bræmmer langs vandløbene og sker sandflugt fra omkringliggende bare marker. Der kan også ske tilsanding af gydepladserne ved sandvandring som følge af en alt for hårdhændet vedligeholdelse af vandløbene med fx for kraftig grødeskæring eller udgravning. Desuden opstår der erosion, hvis brinkerne ved kreaturernes vandingsteder ikke er stabiliserede. 


 


Vandløbene på Als


På Als fandt man naturlig produceret ørredyngel på 85 procent af de befiskede stationer, hvor der i 2003 kun blev fundet ørredyngel på 28 procent. Fremgangen er opnået ved, at man lokalt har forbedret fiskebestandenes levebetingelser.


 


Gennem en årrække har vandløbene fået tilført gydegrus og skjulesten for ørreder og andre fisk, og der er skabt bedre levebetingelser ved, at nogle af de rørlagte strækninger er blevet frilagt. Der er således udlagt mange ton gydegrus og skabt bedre passage til fiskenes gyde- og opvækstområder. Resultatet af undersøgelsen viser klart, at den naturlige tæthed af ørredyngel er langt højere end i 1996. Tætheden af de større ørreder også øget.


 


Lolland, Falster og Møn


På Lolland, Falster og Møn er der nu sket en mangedobling af vandløbsstrækninger, der er egnede som levested for ørred. Det skyldes især de restaureringsarbejder, der er foretaget af det tidligere Storstrøms Amt og Guldborgsund og Vordingborg kommuner. På Møn er der i de senere år restaureret fem vandløb i et samarbejde mellem kommune, miljøinteresserede, lodsejere og sportsfiskere. Samtidig er der projekteret nye arbejder. Det gælder til dels også for Falster, mens der på Lolland fortsat er et stort arbejde at tage fat på.


 


Vandløb i Østjylland 


I de mindre vandsystemer fra Sandbjerg Vig nord for Juelsminde til Kalø Vig er der sporet en svag fremgang fra 2003 til 2010. Ørredtætheden for yngel er steget fra gennemsnitlig 45 stk. til 56 stk. pr. 100 m2. Da der samtidigt er fundet ørred på flere stationer end tidligere, er den samlede bestand vokset. 


  


I Rohden Å-systemet, som løber til nordsiden af Vejle Fjord, er bestanden af naturlig produceret ørredyngel ligeledes øget. Her er yngeltætheden øget fra gennemsnitlig 24 stk. til 45 stk. pr 100 m2. Det er sket i perioden 1998 til 2010. I systemet er der stadig steder, hvor fisk har problemer med at passere vejunderføringer og opstemninger. Vandsystemet har derfor potentiale til at blive endnu bedre, når man fjerner disse barrierer.


 


I Gudenåen og dens tilløb fra Mossø til Tange Sø har ørredbestandene ikke ændret sig væsentligt i forhold til tidligere undersøgelser. Der forekommer høje tætheder i nogle vandløb med den gennemsnitlige tæthed på ½-års ørred på 1 ørred pr 100 m2, hvilket er særdeles ringe. Både i tilløbene, men også i hovedløbet skaber opstemningerne, herunder især Tangeværket, problemer for fiskenes fri vandring mellem gyde- og opvækstområderne. Det påvirker både laks, helt, havørred, søørred og ål negativt.


 


I rapporten, som beskriver forholdene i vandløbene opstrøms Tange Sø kan man se, at der stadig er en lille bestand af almindelig smerling i Gjern Å-systemet. Smerlingen er rødlistet, idet arten er klassificeret som akut truet, så her bør man foretage alle de nødvendige tiltag for at bevare bestanden.


 


Nedstrøms Tange Sø i tilløbene til Gudenåen ses en firdobling af tætheden af ½-års ørreder fra 7 stk. til 29 stk. pr 100 m2. Denne firdobling er resultatet af flere tiltag, hvor udlægning af gydegrus er en af de væsentlige. Der blev fundet små bestande af naturligt produceret lakseyngel i flere af de små tilløb, som ligger nedstrøms opstemningen ved Tange Sø.  


    


Alle kan gøre noget!  


Lystfiskerforeninger, der gerne vil gøre en indsats for at genskabe ørredbestande, kan få penge fra fisketegnsmidlerne til udlægning af gydegrus. Foreninger og lodsejere kan få gratis rådgivning af fiskeplejekonsulenterne. På www.fiskepleje.dk kan du få flere oplysninger om ordningen.


 


En fortsat aktiv indsats er nødvendig, inden bestandene af både ørred og laks kan reproducere sig selv. Men fortsætter den positive udvikling kan vi bevare håbet om, at flere og flere vandløb får større og stærkere bestande.


   


De nye planer for fiskepleje omfatter vandsystemerne:


                            


Alsiske vandløb


Ørum/Rohden Å (Vejle Fjord)


Gudenåen med tilløb fra Mossø til Tange Sø


Gudenåen nedstrøms Tange Sø til Randers


Lolland, Falster og Møn


Mindre vandsystemer i området mellem Sandbjerg Vig, nord for Juelsminde og Kalø Vig (Århus Bugt)


 


Det nytter at udlægge gydegrus


Udlægningen af gydegrus øger bestanden af ørredyngel med cirka 175 procent i gennemsnit, dvs. næsten en tredobling. Dette er bl.a. et af resultaterne fra en specialerapport, hvor effekten på ørredbestanden er undersøgt. 


 


Af fiskeplejekonsulent Finn Sivebæk, DTU Aqua, Institut for Akvatiske Ressourcer og biologassistent Morten Svarer 


 


Kilde: DTU, Aqua.