Bækørred i baghaven

Af: Jimmy Pajbjerg |
26/08/2003

Engang imellem kan man blive overrasket over fiskenes opholdssteder. Selvom jeg har rakket rundt fra Pontius til Pilatus i jagten efter en fri bækørred, skulle det alligevel vise sig at blive “i min egen baghave” at den flotte, velsmagende fisk skulle fanges. Lige bag vores hus ligger nemlig en lille, lavvandet, andemadsbefængt sø med ænder, som jeg aldrig har skænket en værdig tanke. Et par meget små bække har deres tilløb til søen.Jeg valgte alligevel en aften at spadsere en tur derned med fisk i tankerne – bare sådan for sjov – man er vel lystfisker! I søen spottede jeg imidlertid med det samme en pæn bækørred, som hurtigt stak af, da den så mig. Aftenen efter gik min far og jeg derned og så to meget flotte fisk, som vist nok var regnbueørreder, i en af de tilstødende bække. Vi prøvede med flue, men det lykkedes ikke. Orm var hvad der skulle til.Nogle dage efter (omkring d. 20/08) gik turen altså derned med orm som agn. Efter et par timer havde vi næsten opgivet og var på vej hjem, da jeg – bare sådan for sjov skyld, man er vel lysfisker – valgte at lave et sidste kast “latterligt” tæt på bredden og på lavt vand. Det viste sig dog, at min orm var landet lige midt i en af ørredens foretrukne standpladser – måske et hul. I hvert fald faldt hugget prompte, men da jeg fisker uden modhager røg fisken af.Jeg forsøgte endnu engang, og hugget faldt ligeså prompte. Den røg igen af. Tredje gang er lykkens gang, og det var den også den aften. Fisken blev siddende, og vi kunne lande en meget trind og smuk bækørred på 44 cm og 800 gr. Den blev grillet samme aften og smagte præcis ligeså godt som en havørred, trods forskellen på vandkvaliteten af en andedam og det rigtige hav.Min far fangede lige efter mig en mindre bækørred i det samme hul, som var overmindstemålet, men som dog blev genudsat på min opfordring – for man er jo lystfisker og har derfor etikken med i baghovedet! Men prøv de små og tilsyneladende ikke givtige søer, også selvom de ingen forbindelse til havet har og ligger i byen – ørreden kan være der!