Brølet over Varde Å

Af: Brian Thomsen |
27/08/2004

Onsdag 25/8 var Peer “tidligere Otterup” Petersen og jeg, Brian Thomsen, blevet enige om, at vi skulle en tur til Varde å og prøve at fange laks. Vi havde hørt, at der skulle være kommet gang i laksene efter den megen vand vi har fået den sidste tid. Vi hentede dagkort ved Peers onkel, Henning Clausen – ham med rekord laksen på 16,5 kg!. Så efter vi havde set rekord laksen hænge udstoppet på hans væg havde laksefeberen ramt os.



Vi startede fiskeriet ved brune og hvide banke, hvor vi fiskede i 3 timer. Vi ikke mærkede noget, men så flere fisk vende i overfladen.
Peers onkel var kommet ned for at fiske sammen med os, og mente at vi skulle køre en tur ud til det genoprettede stykke. Og hvilke sving åen slog herude. Efter to kast fik Peer hug af laks, og nu gik den vilde fight. Jeg ville godt have nogle gode fight billeder af Peer og laksen, men Peer havde ikke tålmodighed – nu havde han endelig fanget en Varde å laks, og så skulle den sgu’ på land hurtigst mulig. Peer fik landet laksen, der var 63 cm og vejede 1,8 kg.



Efter en øl pause, hvor vi så flere fisk springe, skulle der fiskes igen.
Igen var det Peer der sendte sit brøl ud over Varde å. “Fiiiiiiisk” gjaldede det ud over å dalen, “og den er kæmpe stor”, råbte han! Så vi gik hen til Peer, som fightede den store laks til UG. Og Henning Clausen kunne efter 15 minutters fight gaffe en 85 cm. lang og 5,2 kg stor laks!.



Men så kom det sjove – Peer skulle hurtigt op og have fat på laksen, som Henning havde trukket op på marken. Så han rejste sig op i hegnet og fik et kæmpe stød! Denne gang råbte han ikke fisk, men kom med et vildt indianer skrig. Men fat i laksen fik han da, og givet den nåde stødet. Så skulle han foreviges med laksen, men vi kunne ikke tage billedet for han rystede så meget, at der næsten kom liv i laksen igen. Men han faldt til sidst til ro, og vi fik taget billeder af Laksen. Flot fisk. Tillykke Peer.