Så var tiden inde til den sidste tur i år til Varde å inden den lukker den første november. Vi var ved åen lørdag middag – jeg selv, lokalrapportør Henrik Harbo og Henning Clausen. Men først skulle vi da lige ned til fisketrapperne ved Karlsgårde for at se, om vi kunne se de mange laks, som efter sigende er på vej op. Og der var laks! Det var helt levende af fisk i trapperne, og i det nederste af trappen stod den så – en KÆMPE laks. Det var lige så hårene rejste sig! Det er svært at vurdere en fisk i vandet, men jeg tør godt gætte på +20 kilo -sikke et syn. Så vi måtte bare se at komme til åen og fiske…
Vi startede ved Vesterbæk, hvor jeg går et stykke opstrøms. Da skifter jeg til en Stripper i 14 gram og mærker allerede fisk i andet kast. Jeg har ikke kastet 10 gange så er der hug, og med det samme springer en laks fri af vandet. Efter et par gode udløb, og en fight på 10 minutters tid er den klar til at blive nettet. Efter 3 forsøg er den så i nettet – det var noget svært, der hvor jeg stod. En flot farvet hanlaks på 70 cm. Efter et smil til fotografen blev den nænsomt genudsat.
Fiskeriet fortsatte og efter 15 minutter var der en stor laks, som tog Stripperen lige ved stangtoppen – et rusk, og i et spring var den væk. Da skulle jeg lige sunde mig efter den episode… . Det var sgu’ en stor fisk at miste – vi anslog den til 8-10 kilo. Men her slutter dette års fiskeri for mig i Varde å med 3 laks på hhv. 63-70-85 cm.
Efterårslaks fra Varde Å
Af: Jimmy Pajbjerg |
27/10/2004