En ny suderfisker er født

Af: Jimmy Pajbjerg |
09/08/2004

Fars fødselsdagsgave var et gavekort til en fisketur, og da han gerne ville fiske sudere tog vi af sted til den lokale mose hele familien. Vi fodrede op, riggede til og ventede derefter bare på at fiskene skulle indfinde sig. Desværre var der ikke så meget gang i den som der plejer, og selvom der var bobler på pladsen havde vi ingen regulære hug. Dog havde min far en gedde der bed på hans flåd, men den slap inden han nåede at få den ind.

Efter 2 timer og 30 minutter satte vi lysflåd på, og blev enige om lige at give det en halv time til. Endelig fik jeg et godt hug, men jeg fik selvfølgelig ikke kroget fisken. Derefter overtog Lasse stangen, og da han fik et løft krogede han fisken med et kontant tilslag. En fisk væltede rundt ude i mørket, og far kom hurtigt til og overtog stangen. Suderen ville heldigvis ikke ind iåkanderne, og efter lidt brydning på kort line kunne vi nette en suder på 1,64 kg. Turen var reddet!