Færre fisk omkring Nordfyn

Af: Dan Ingemann |
12/02/2003

Det er konklusionen i et notat fra Danmarks Fiskeriundersøgelser. DFU har for perioden 1961 til 2002 gennemgået det datamateriale der foreligger om udviklingen af fiskebestanden i området nord for Fyn. Notatet ligger på DFU’s hjemmeside (www.dfu.min.dk)Erhvervsfiskeriet efter torsk, rødspætte og ising er i perioden 1992 til 2002 reduceret betydeligt, samtidig med en noget mindre nedgang i fangsten af sild og brisling. Nedgangen i landingen af torsk, ising og rødspætte tyder på en reduktion af bestandene for de pågældende arter.Resultater fra forsøgsfiskeriet på dybere vand i området har ligeledes vist en nedgang i fangst per time af disse arter i samme periode. Årsagen til ændringerne for arter som f.eks. ising kan være de hyppige iltsvind der har fundet sted i området de seneste år. For torsken kan der være tale om en kombineret effekt af iltsvind og den generelle nedgang i bestandene af torsk i Bælthavet, den vestlige Østersø samt i Kattegat.Resultaterne og konklusionerne er således ikke enestående for området nord for Fyn. Lignende forhold med store nedgange i udbredelsen af bundfisk er beskrevet flere steder i Danmark hvor der årligt optræder iltsvind (Limfjorden, Mariager fjord, Isefjorden, Århus bugt osv.). I disse områder er erhvervsfiskeri efter bundfisk ophørt, og der forekommer kun et sporadisk fritidsfiskeri. Årsagen er sandsynligvis de årlige iltsvind af længere varighed.Danmarks Fiskeriundersøgelser har igangsat en registrering af ruse- og garnfangster af amatør- og fritidsfiskere i området samt Limfjorden og Sjælland. Registreringen foregår i samarbejde med Danmarks Amatørfiskerforening og Dansk Fritidsfiskerforbund. Ordningen er frivillig og har kørt siden juni 2002.DFU vil i de kommende år følge dette arbejde. Formålet er at få en bred information om relative forekomster af en række fiskearter i de kystnære områder rundt omkring Danmark og følge udviklingen i tid.Kilde: Danmarks Fiskeriundersøgelse.