Fin Spejlkarpe

Af: Henrik Saaby Nielsen |
09/05/2004

Lasse kom hjem fra fodbold og var helt vildt tændt på en medetur. Fint nok med mig så vi tog af sted til en sø i nærheden. Her fodrede vi med pellets og majs (som vi også brugte som agn) hvorefter vi målte dybde, satte stangholderne op og satte os til rette i stolene med blikket stift rettet mod flådtoppene. Allerede i første kast da jeg havde målt dybde havde jeg haft et hug som jeg ikke fik kroget så vi var parate. Efter 10 min fik jeg et stille hug, men jeg fik ikke kroget fisken, men nu var vi om muligt endnu mere koncentrerede.


Der gik lidt tid før der igen var fisk. Lasse fik et tydeligt løft, modhuggede og krogede en fin karusse. Dejligt med den første fisk. Lidt efter fik han endnu en karusse, og lidt senere var det min tur til at få en lille karusse på 150 gram. Kort efter satte Lasse dog trumf på ved at fange en karusse på 550 gram. Flot fisk! Derefter blev der lidt mere stille på pladsen selvom en flot skælkarpe på 2 kilo var inde og vende lige foran os uden at blive skræmt. Lasse prøvede pladsen lidt til venstre, og det skulle vise sig at være en god ide. Først fik han efter en del småhug 2 fine karusser, og lidt efter fik han et kontant hug hvorefter fisken lavede en ordentlig kile på overfladen. Nok ikke en karusse! Skælkarpen, som det dog viste sig at være, fik lov at løbe kræfterne af sig men blev dog holdt hårdt på Tench Floaten. 1,2 kilo vejede den fine fisk der var en velkommen overraskelse.


Lidt efter sank mit flåd lige så stille under, og mit modhug afslørede en vægtig fisk, der straks prøvede at komme ind i buske og nedsunkne grene. Matchstangen arbejdede dog godt, og jeg kunne snart gelejde fisken ud på dybere vand. Her kunne vi se at det var en flot spejlkarpe. Den tog et par ture frem og tilbage hvorefter den til sidst gled ind i pandenettet. En flot fisk der vejede 3 kilo. Den største spejler jeg har fået indtil videre! Dejligt! Nu gik søen død, og vi kunne se, at vi lige kunne nå en times tid i en anden sø hvor der tit er korte hektiske perioder efter man har fodret.


Vandet var blevet grønnere siden sidst men det gjorde ikke noget. Efter 30 sekunder fik jeg et godt løft, og da fisken mærkede krogen strøg den ud af. Efter flere ture blev en 900g stor spøgelsesskælkarpe landet. Lige efter fik jeg endnu et løft og en kilos skælkarpe tog kampen op, men tabte efter et par omgange i arenaen. Kort efter fik jeg en lille karpe på 300g. Lasse kom til og så var det hans tur. Endnu en pæn karpe blev landet og lidt efter også en fin karusse på 500 gram. Alt i alt fik vi 7 gode fisk på pladsen hvilket er ganske usædvanligt.