2000 skaller udstyret med mini-brobizzer har vist, at fisk, ved at migrere, kan undgå at blive spist. Den undseelige skalle, som alle børn, der har fisket med orm og krog har prøvet at fange, har fået endnu et krav på berømmelse: Mere end 2000 skaller i to jyske søer har hjulpet biologer fra DTU Aqua med at bevise, hvad man hidtil kun har antaget: At dyr som gevinst ved at migrere mellem levesteder kan undgå at blive ædt!
Resultaterne er netop publiceret i det videnskabelige tidsskrift Biology Letters.
“Når vi skal bevæge os fra sted til sted, så skal der være et formål. Så hvorfor flytter dyr sig, som de gør? Det kan man have nogle teoretiske bud på, men de kan være svære at teste i virkeligheden. Derfor er det meget spændende, at vi nu har kunnet vise eksperimentelt, at der er en gevinst ved at flytte sig mellem forskellige levesteder, nemlig at man kan undgå at blive spist,” fortæller seniorforsker Christian Skov, DTU Aqua, som er hovedforfatter på artiklen i Biology Letters.
Forskerne har i løbet af en fireårig periode mærket mere end to tusinde skaller med små elektroniske mærker, ala mini-brobizzer, og omdannet to jyske søer (Viborg Sø og Loldrup Sø) til forsøgsområder. På den måde har man, ved hjælp af lytte-antenner monteret i de vandløb, som løber til og fra søen, kunnet følge hver enkelt fisks rejse ind og ud ad søen året igennem.
Genfandt mærker i skarvkoloni “I søen vil der være mad, i vandløb er der mindre, hvilket vi også kan se på, at fiskemaverne der er mere tomme,” fortæller Christian Skov, DTU Aqua. Svaret, på hvorfor mange skaller alligevel forlod søen, fandt Christian Skov og kolleger i en nærliggende skarvkoloni. Her genfandt biologerne ved hjælp af en minesøger pitmærker fra fisk spist af skarver.
“Ved at gå tilbage og se på data for hver enkelt af de spiste fisks færden indtil den blev spist, kunne vi bevise eksperimentelt, for første gang for nogen dyreart, at dyr kan have en konkret fordel ved at vandre i forhold til at undgå at blive ædt. Helt konkret kunne vi vise, at jo længere tid en fisk var ude af søen om vinteren jo mindre var dens risiko for at blive spist af skarv,” fortæller seniorforskeren. At der er helle i åerne skyldes formodentlig, at skarven ikke kan dykke effektivt på lavt vand i de forholdsvis små vandløb, der her er tale om.
|
Kun nogle vandrer
Det næste logiske spørgsmål er så selvfølgelig, hvorfor ikke alle skaller forlader søen. For forskernes overvågning af fiskenes bevægelser viste, at kun en del af fiskene migrerede.
For er man så stor, at man er uden for fare for at blive spist, eller så udhungret, at man ikke kan klare turen ud i det strømmende, madfattige vand, så er det en bedre forretning at blive tilbage i søen, trods alt. Det baserer forskerne blandt andet på resultater fra mærkninger af brasen og gedder i søen, som gruppen tidligere har publiceret:
“Der er omkostning ved at migrere, da det koster energi at flytte sig og at opholde sig i strømmende vand. Har fisken ikke fået opbygget tilstrækkelig med fedtdepoter om sommeren, så kan fisken have for få ressourcer til vinterens ophold i vandløbet og så er det formodentlig bedre at tage chancen ved at blive tilbage i søen.”
Undersøgelsen blev lavet i samarbejde med kolleger fra Lunds Universitet, Sverige og Eawag i Schweitz og var finansieret af Fiskeplejen og Det svenske strategiske forskningsråd.
Kilde: DTU, Aqua
