Flue, fisk og sushi på DR

Af: Jimmy Pajbjerg |
14/09/2004

DR og DR2 viser 3 programmer kaldet Flue, fisk og Sushi. Det første program vises på DR2 på torsdag kl. 19.30, og de to næste de følgende torsdage kl. 19.30. Nederst her på siden kan ses hvornår programmerne genudsendes.


En af Danmarks bedste fluefiskere Dan Karbye og Sebastian Jørgensen, velanskrevet sushi-kok er taget sammen på deres livs eventyr. I en af de mest isolerede egne af Australien gennemlever de to et kæmpe eventyr.


Dan Karbye fanger et hav af eksotiske fisk, som Sebastian Jørgensen laver de mest fantastiske sushi-retter ud af i sit primitive campingkøkken direkte på stranden.


Men for at gennemføre rejsen må de to danskere alliere sig med en rigtig “Australian bushman”, Neil Newton, som har udforsket fiskeriet i det nordlige Australien igennem de seneste 30 år. Han ved alt om krokodiller, bushfires og andre farer, som de to danskere får helt tæt på kroppen.


Gennem ild og vand
Allerede i det første program kommer de to eventyrere ud for store problemer. For at komme til deres bestemmelsessted, toppen af Cape York, skal de køre to dage i en 4WD med to aluminiumsbåde på taget igennem den australske bush. Her skal de i bogstaveligste forstand bevise, at de er klar til at gå gennem ild og vand for at nå frem til det optimale fiskeri.


Krokodiller og brandmænd
I det andet program er Dan Karbye og Sebastian Jørgensen i selskab med deres rejseguide Neil Newton nået til toppen af Cape York efter en 1.000 km lang og dramatisk køretur. Her skal det hurtigt vise sig, at fiskeriet er blandt verdens bedste, dog med hænder og fødder godt inden for rælingen, da farerne fra krokodiller og de dødsensfarlige portugisiske brandmænd altid lurer. Dan Karbye hiver den ene eksotiske fisk ind efter den anden, og Sebastian Jørgensen forvandler de farverige fiskearter til de mest fantastiske sushi-retter på sit primitive campingkøkken.


Tigerhaj og Barramundi
I løbet af rejsen har Dan Karbye fanget masser af eksotiske fisk som Queenfish, Mangrove Jacks, Fingermarks, Tarpons, Coral Trout, Bluefin Tuna og Mackerels. Men for at fuldføre det optimale fiskeeventyr vil Dan fange en Tigerhaj samt Australiens nationalfisk en Barramundi.


Om det lykkes kan ses i det sidste af de tre eventyrlige programmer.


Program nr. 1 genudsendes i 2004:
Lørdag den 18. september, kl. 17.00 på DR2
Tirsdag den 21. september, kl. 18.35 på DR2
Lørdag den 25. september, kl. 13.10 på DR1


Program nr. 2 genudsendes i 2004:
Søndag den 26. september, kl. 14.00 på DR2
Tirsdag den 28. september, kl. 18.35 på DR2
Lørdag den 2. oktober, kl. 13.10 på DR1


Program nr. 3 genudsendes i 2004:
Søndag den 3. oktober, kl. 13.45 på DR2
Tirsdag den 5. oktober, kl. 18.30 på DR2
Lørdag den 9. oktober, kl. 13.10 på DR1