Første tur til Serritslev Fiskepark

Af: Jimmy Pajbjerg |
17/04/2005

Alf og jeg tog en eftermiddagstur til Serritslev P&T i torsdags – Jeg skulle ellers have været til møde, men det blev “uheldigvis” aflyst, og så kunne jeg tage ud og fiske i stedet! Lækkert! Der var pænt med mennesker ved de 4 søer, da vi ankom, men der var masser af plads. Vi startede ved den lille sø længst til venstre. Jeg riggede op med bombardaflåd og jig, men det virkede lidt voldsomt i de små søer. Desuden kom der et par hardcore spinnefiskere, der på små spinnere hurtigt fik fisk, så både Alf og jeg skiftede til spinnere. Vi fiskede de forskellige søer af uden at mærke det store, selvom der blev landet pænt med fisk rundt omkring os. Til sidst endte vi ved den bagerste sø, hvor en ældre dame på bobleflåd og power bait fangede en regnbue på 8,6 kg., der ikke kæmpede nævneværdigt!

Lige efter havde Alf bid, og selvom det tog mig 2 minutter at løbe over til ham var fisken langtfra færdig. Det tog lidt mere tid før han havde kørt den træt, og vi kunne lande en fin fisk på 3,6 kilo. Dernæst fiskede vi søen af på mange forskellige måder uden dog at få flere fisk. Jeg havde imellemtiden skiftet til bundfisket power bait. 20 minutter før vores kort løb ud gik Alf ned i et hjørne, der havde givet fisk tidligere på dagen, og her fik han ret hurtigt hug og landede en fin 1,5 kilos regnbue.

Jeg kom til og kastede mit tackle hen i et hjørne uden der skete noget. Jeg ville lige flytte på det og så skete der noget. Min line blev hurtigt strammet op, og jeg gav modhug på en fin fisk, der tog en del udløb. Lækkert at mærke en fisk der giver hvad den har. Den blev nettet og vejet til 2,9 kg. Min tur blev reddet 8 minutter før mit fiskekort udløb:) En fin første tur til Serritslev!