Gode fisk i Varde Å

Af: Jimmy Pajbjerg |
03/11/2005

Henrik Harbo og jeg havde lige en tur til Varde å lørdag den 22/10 – efter nattens regnvejr så måtte der ske noget i Varde å … Vandstanden var kanon da vi ankommer ved åen. Vi startede på Vesterbæk og jeg ser da også fisk med det samme: Men der skulle gå ca. 15 minutter inden den første hugger – en farvet fisk på 45 cm tager mepps 4 spinneren ved Gasledning. Jeg ser Henrik er gået et godt stykke opstrøms, og pludselig kommer han travende ud over marken med noget i den den ene hånd. Minsandten om han ikke har fanget fisk – også en havørred på 50 cm.

Efter en kop kaffe beslutter vi at køre op til dambruget på Vesterbækvej, og fisk dette stræk af. Her skifter jeg til en 14 gram stripper blink i hvid, og der skulle 3 kast til så var der hug. Men fisken slår sig hurtigt af igen… satans, tænker jeg, den var ellers god. 10 meter opstøms er der bud efter stripperen igen, og den bliver hængende! En let farvet havørred på 55 cm og lige 2 kilo glider sikkert i nettet.

Jeg får ikke mere den dag, men Henrik misser 3 fisk, og den ene var en god havørred på 65-70 cm. Men det bliver enormt spændende når vi skal el-fiske i Varde å. Så skal vi nok få nogle kæmper at se – der er mindst to laks på omkring 120 cm der er tabt af lystfiskere i Varde å!