Kviksølv i aborre fra Gudenåen

Af: Jimmy Pajbjerg |
19/01/2008

En aborre fra Gudenåen indeholdt så meget giftigt kviksølv, at foreningen Danske Fluefiskere fraråder børn og gravide kvinder at spise visse typer fisk fra Randers Fjord. Foreningen sendte en aborre til undersøgelse på et laboratorium, og resultatet vækker bekymring. Fisken indeholdt 250 mikrogram kviksølv per kilo kød, og det er fem gange mere end i fisk fra fiskehandleren. Det betyder, at børn, der spiser 300 gram aborre, kommer over EUs anbefalede grænse for kviksølv.


Lokale udslip af kviksølv omkring Randers må formodes at stamme fra det tidligere Lodstrup  forchromnings anstalt. Andre sandsynlige forurenere kan være kul-terminal, fjernvarmeværk (afbrænding af kul), affaldsforbrænding og skrotpladsen på Tronholmen, skriver Danske Lystfiskere. Det er ikke muligt at konkludere ud fra en enkelt stikprøve, men der er begrundet mistanke at fisk fra Gudenåen og Randers fjord er belastede med tungmetaller.


Socialdemokraternes miljøordfører Torben Hansen går til miljøministeren. Han vil have undersøgt om det er et generelt problem, at der er kviksølv i rovfiskene. På baggrund af undersøgelsen anbefaler Danske Fluefiskere, at børn og gravide kvinder holder sig fra alle slags rovfisk fra Gudenåen og Randers Fjord. Rovfisk er ål, gedde, sandart og aborre.