Sand, Vand, Vind og Merskum.Det var disse fire faktorer der var hovedingredienserne ved årets Nordsø Cup i Hvide Sande den 28 Oktober. Mange barske lystfiskere – de skrappeste af slagsen, nemlig surfcastfiskerne med mod på en udfordring – mødte op i Hvide Sande til årets udfordring nemlig Nordsø Cuppen, og de fik den.Vejrudsigten lovede ellers fra morgenen at vinden først for alvor skulle tiltage hen på dagen, måske endda først om aftenen. Så efter lodtrækningen om placeringerne af fiskepladserne, forlod alle deltagere de lune lokaler på Fiskeriets Hus i Hvide Sande hvor arrangementet afvikles fra, med kursen sat mod de 5 sektorer der blev fisket i. Det var pladser beliggende lige fra Nordsø Camping i syd over Lyngvig Fyr, til Strandgården i nord, humøret var højt og moralen i top.Desværre gik der ikke længe før Vesterhavet for alvor begyndte at vise tænder, og en del af de 66 startende lystfiskere måtte give op før fisketiden var udløbet. Der blev fisket fra kl. 15 eftermiddag til kl. 21 aften. Der var virkelig tale om ekstreme forhold, med en meget stærk tværgående strøm, kombineret med kraftig brænding og vindstyrker på 22 meter i sekundet i stødene. Så det blev i sandhed en prøvelsernes dag.Men med alle de rare præmier i tankerne var der mange der holdt ud hele vejen igennem konkurrencen. Præmiesummen var nemlig på ikke mindre end over 32.000 kroner, i form af fiskegrej, gavekort og røgede ål, med andre ord noget for enhver smag.I år var der igen en lille overvægt af de skrappe tyske surfcastfiskere, hvilket også resulterede i at det blev en tysk lystfisker der gik hen og vandt. Det var Horst Martens fra Kiel med ikke færre end 5 fisk, deriblandt en flot ål på 61cm og en slethvar. Nummer to blev en skrap dansk surfcastfisker, Peder Langkjær fra Give, sidste års Nordsø Cup vinder, så rigtig flot fisket af Peder Langkjær. I alt blev der fanget 37 fisk til de 66 deltagere. Ikke meget, men forholdene taget i betragtning ikke så ringe endda. Et ligger fast; der blev kæmpet for hver en fisk der blev fanget.Af de i alt 17 fangende lystfiskere var de 8 danske, og de 9 tyske, så danskerne kan så småt begynde at vænne sig til tanken om ikke kun at blive slået af de skrappe tyskere. På grund af de dårlige vejrmeldinger fald deltagerantallet en smule i år. Men fra Sandormskiosken i Hvide Sande, som er arrangør af Nordsø Cuppen, håbes det på flere deltagere næste år, uanset vejret, og der ses allerede blandt mange lystfiskere frem til næste års Nordsø Cup som afholdes den sidst weekend i Oktober.
Nordsø Cup 2002
Af: Jimmy Pajbjerg |
30/10/2002