Da vejret tegnede rimelig godt, og vi stadig var sultne efter flere storsudere,
besluttede vi os for at tage en aftentur og evt. overnatning til et halvsvært
sudervand på Lolland. Vi havde tidligere på dagen forfodret med to dåser majs,
så vi håbede, at suderne allerede var på pladsen da vi ankom kl. 18.30. Vi
startede med at forfodre med fire kugler grundfoder bestående af: 1½ kg.
kiksemel, ½ kg hampemel, ½ kg. coprah melasse, ½ kg. jornøddemel og som
flavour: Smørkage. Majsene havde vi farvet lettere brune for at suderne ikke
skulle blive skræmt da bunden er mørk.
Meget hurtigt var der stor aktivitet på pladsen med masser af rullende fisk på og omkring pladsen, hvirvler og bobler. Efter en lille times fiskeri med flere småhug fik Lasse endelig et godt løft på sit flåd og modhugget faldt promte. God modstand i den anden ende
indikerede, at det var en suder han havde fået fat i. Fisken prøvede af alle kræfter at komme ind i de snags som vi fiskede op ad, og efter ca. et minuts pres hvor Lasse aldrig rigtig fik kontrol over fighten slap krogen. Pis! Et par brændenælder blev losset ned i bare ærgrelse. Jaahh, Lasse kan ikke lide at miste fisk.
Der var jo ikke andet at gøre end at komme ud igen, og ca. to timer efter gik hans flåd stille under. Modhugget faldt og en stor fisk dunkede i enden. Heldigvis gik denne hurtigt ud på åbent vand, og han fik derefter fuldkommen kontrol over fighten. Efter 2-3 minutters fight med to udløb kunne jeg nette en suder som var noget større end den så ud til i vandet. Ellevilde fik vi den vejet til 3,4 kg og skudt en del billeder af. Ny PR til Lasse!
Endelig kom drømmesuderen på 3+ kg. som vi begge har ventet på. En meget højrygget og lidt rogntung hunsuder. Efter genudsætningen faldt aktiviteten en del og vi gik i seng kl. 1.30 for at være klar til morgenfiskeriet. Kl. 3.00 stod vi op og fodrede igen pladsen op, men der kom aldrig rigtig aktivitet igen og vi kørte hjem kl. 5.45.