Nye regler for laksefiskeri

Af: Jimmy Pajbjerg |
15/03/2012

Nye regler for fiskeri i vestjyske vandløb. Reglerne skal bidrage til et bæredygtigt fiskeri.  


Hidtil har fiskeriet efter laks i danske vandløb været forvaltet efter en lang række bekendtgørelser og lokale regler, hvilket har betydet forskellige regelsæt for fiskeriet i de enkelte åer. De nye regler er udarbejdet med det sigte, at laksebestandenes skal fortsætte deres fremgang, samtidig med at der bliver udøvet et lystfiskeri.


 


De initiativer, som danner baggrund for reglerne, vil også bidrage til højere overlevelse af andre fiskearter, som efter fangst bliver genudsat i vandløbet. Dermed vil reglerne have en gavnlig effekt på en række fiskearter.



 


I fiskesæsonen 2012 er der nye regler for fiskeri i en række vestjyske vandløb. De vandsystemer, hvor de nye regler gælder, er; Storå, Skjern Å, Varde Å, Sneum Å, Kongeå, Ribe Å, Brede Å og Vidå.



 






Nye regler for fiskeri i vestjyske vandløb


·         Fiskesæsonen starter den 16. april og ophører den 15. oktober i Storå og Skjern Å, som begge har udløb i fjordområder


·         Fiskesæsonen starter den 16. april og ophører den 31. oktober i vandløb, som har udløb i Vadehavet


·         I søer, der er en del af vandsystemerne, er fiskerireglerne uændret


·         Kvoter bliver inddelt i to størrelsesgrupper; henholdsvis store laks (over 75 cm) og små laks (75 cm og mindre)


·         Det er ikke tilladt at fiske med rejer og rogn som agn i hverken vandløb eller søer


·         Der må kun anvendes en enkelt krog på linen, og krogen må være en enkeltkrog, dobbeltkrog eller trekrog og det er ikke tilladt at anvende modhager på krogen


·         Fiskeri med naturligt agn eller agn med duftstoffer er kun tilladt på cirkelkroge uden modhager. Dog må der ved anvendelse af agn benyttes andre krogtyper med modhager, når der fiskes med en enkeltkrog i krogstørrelse nr. 12 eller en enkeltkrog, der er mindre.


  


 


 






Anbefalinger omkring håndtering af fangsten  


·         Lystfiskeren skal have kendskab til alle forhold ved fiskeriet


·         Klip linen tæt ved krogen, hvis skånsom afkrogning ikke er muligt


·         Medbring krogløsertang, krogfjerner og saks   


·         Løft på intet tidspunkt fisken fri af vandet


·         Anvend tilstrækkeligt kraftigt grej til at håndtere store fisk og undgå lang fight-tid


·         Brug ikke gaf ved landing af fisk, der skal genudsættes  


Kilde: DTU, Aqua