Langs de fynske kyster, i Kolding Fjord, ved Ærø, Silkeborg søerne, Båring Vig – ja stort set overalt langs de danske kyster fiskes der med ulovlige garn efter blandt andet ørreder, skrubber, ål og torsk. Fiskerikontrollen finder ulovlige net næsten hver gang de sejler ud på inspektion, siger Fiskeriinspektør Claus Wille til TV2/ Fyn. Claus Wille udtaler at grovheden er tiltaget de senere år. Der er tale om både flere og længere garn. I stedet for at have et enkelt ekstra garn, har de måske syv. Og det værste er, når man spærrer et helt åløb af og tager alt, hvad der kommer af fisk. Så kan man reelt udrydde en hel bestand, siger Claus Wille.
Det har gennem flere år været en kamp for lystfiskerne, gennem Danmarks Sportsfiskerforbund, at få stoppet de ulovlige garn. Og for nogle år siden satte Danmarks Sportsfiskerforbund jagten på de ulovlige garn ind, ved bl.a. oprettelse af hjemmesiden www.ulovlige.net hvor man kan rapportere observerede ulovlige garn. På hjemmesiden ligger nu 1.069 rapporter! Det virker da også både tåbeligt og absurd at lystfiskernes store frivillige arbejde med fiskepleje, udsætninger, forbedring af gydeforhold o.s.v. skulle komme ulovligt garnfiskeri til gode. Bevares, alle skal da have lov til at fange fisk – erhvervsfiskere, fritidsfiskere, garnfiskere og lystfiskere – naturligvis skal de det. Adgang til vandene og fiskene gælder for os alle, men de gældende regler skal altså overholdes, og så er det jo ligegyldigt om man synes reglerne er for stramme eller ej.
TV2/ Fyn viste i går et indslag om en lystfisker der blev truet af piratfiskere. Du kan se indslaget her. Som det fremgår af indslaget er linierne mellem lystfiskere og fritidsfiskere, der sætter ulovlige garn, trukket voldsomt op. Retfærdigvis skal det med, at der er rigtig mange fritidsfiskere, der overholder de efterhånden stramme regler for fiskeri med garn. Og Fiskeriinspektør Claus Wille mener da også, at der er tale om en lille skare hardcore piratfiskere der huserer ved de fynske kyster.
Hvis du observerer ulovlige garn på din fisketur kan du anmelde det til Fiskerikontrollen på tlf. 72 18 56 00, tlf. 72 18 56 09 (døgnvagt) eller på sat@fd.dk eller på www.anmeldelse.fd.dk. Du kan også skrive en rapport på www.ulovlige.net. Det kræver naturligvis at du kender reglerne for at kunne vurdere om der er tale om lovligt eller ulovligt satte garn. Reglerne for fritidsfiskeri er:
– Der må fiskes med 6 redskaber, hvoraf højest 3 af redskaberne må være garn .
– Garnene må ikke være længere end 45 meter, og ikke have en dybde på mere end 1,5 meter.
– Redskaberne skal være afmærket med vager (flag) i hver ende.
– Redskaberne skal være mærket med navn, adresse og fiskerinummer på den som fisker.
– Garnfiskeri må ikke finde sted nærmere end 100 meter fra kysten
Herudover er der regler omkring fredningszoner ved åudløb og fredningsbestemmelser der skal overholdes. Ligesom det gælder for os lystfiskere! Du kan læse om reglerne for lystfiskeri og fritidsfiskeri på Fiskeridirektoratets hjemmeside her.