Sindsyg novemberstart

Af: Jimmy Pajbjerg |
05/11/2003

Efter at have fået fri fra arbejde kl. 14.15 tog vi til en lokal sø for at fiske i et par timer. Vi brugte begge atomblink i hhv. blå/sølv og grøn/sølv. Det var ret overskyet, småt blæsende og ca. 8 grader.Vi startede op på den første plads og i 3. kast fisk jeg et hårdt hug et stykke ude. Efter en kort fight fik vi et glimt af fisken og kunne se at den ikke var helt lille. Den tog nogle gode udløb og da vi landede den var den helt udmattet. Den vejede 4,5 kg (se billede), men havde et stort hoved i forhold til resten af kroppen og målte desuden 96 cm, så der var nok mere potentiale i den.Et par kast efter havde jeg igen bid, denne gang var den en 2 kilos fisk der måtte op og vende. Efter den gode start byttede vi plads og her mistede Lasse et hårdt hug som han ikke var i tvivl om var en god fisk. Kort efter fik vi dobbelthug men mens Lasses kun var 0,7 kg var min noget større da den vejede 3,35 kilo.Dernæst fangede Lasse 2 gode fisk over 3 kilo hvoraf den ene opførte sig meget underligt med at tage lang udløb fra start af. Efter vores erfaringer begynder gedderne nemlig oftest først at tage udløb når de kommer tættere på land. Dernæst måtte vi lige opleve en plads hvor vi ikke fangede før vi endte nede ved vigen. Her var der heller ikke så meget, men ved at følge sivkanten rundt fandt vi igen lidt gedder. Lasse fik 2 og jeg fik en enkelt. De var mellem 1,2 og 2 kg.Nu var det ved at blive mørkt, men på vejen hjem nåede vi lige at fiske den første plads af en gang til. Det resulterede i en gedde til os hver på ca. 2 kilo. 11 gedder på 2 timer blev resultatet – 4 af dem var over 3 kilo.