Skuffende morgentur

Af: Jimmy Pajbjerg |
25/05/2004

Vi stod op tidligt den 22 maj og kørte til vores sudersø – Det var ret koldt, lokalvejrudsigten sagde 3 grader. Og om det var grunden til den manglende aktivitet er uvist, men faktum er, at den første halvanden time skete der ikke en dyt. Der var påfaldende lidt aktivitet. Først omkring 5-tiden begyndte der at ske noget.


Lasses flåd hoppede lidt og gik så stille under. Han gav tilslag og jeg kunne straks se at det var en god suder der havde taget majskornene. Den prøvede at komme rundt om sivholmen men Lasse pressede den ud i hullet foran os, og efter lidt rusken gled den i pandenettet. Den vejede 2,1 kg. På trods af hugget var der stadig ingen aktivitet.

Det kom der dog efter en times tid. Enkelte bobler hist og her fortalte os, at der i hvert fald var fisk på pladsen og efter kort tid fik Lasse endnu et godt hug. Denne gang havde han
løsnet bremsen for måske at kunne forhindre at fisken prøvede at komme rundt om sivene og det lykkedes. I stedet for strøg suderen ud mod midten af søen hvor Lasse udramatisk kunne køre den træt hvorefter vi nettede den 2,25 kilos store fisk. Vi skyndte os at få tacklerne i vandet igen, men nu var det som at fiske i Det Døde Hav. Intet skete derefter og kl. 9.00 kørte vi hjem for at sove.