Stop for udsmid af fisk

Af: Jimmy Pajbjerg |
03/10/2009

Fiskeriministrene fra landene omkring Østersøen underskrev torsdag middag en erklæring, der lægger op til et stop for udsmid af fisk. Den danske fødevareminister Eva Kjer Hansen, som har sat udsmid på dagsordenen i EU, ser erklæringen som et stort skridt i retning mod et mere bæredygtigt fiskeri.


 


De otte EU-lande omkring Østersøen underskrev torsdag i Stockholm en erklæring om, hvordan fiskeriet i Østersøen skal forvaltes for at sikre et sundt og bæredygtigt fiskeri i regionen.
I 2010 skal der laves en køreplan for, hvordan et forbud kan realiseres.



“Det betyder, at der nu er konkret handling sat i værk for at sikre et mere bæredygtigt fiskeri. De andre lande rykker sig med erklæringen i vores retning på fiskeripolitikken, og det er gode nyheder for fisk, fiskere og forbrugere,” siger fødevareminister Eva Kjer Hansen.
Erklæringen indeholder en række målsætninger. Blandt andet om flere og bedre selektive redskaber i torskefiskeriet i Østersøen.



“Gode selektive redskaber fx med net med større maskestørrelser er en forudsætning for at komme udsmid til livs og føre os frem til et fiskeri, der skåner torskebestandene og samtidigt kan give fiskerne et fornuftigt levebrød”, siger fødevareminister Eva Kjer Hansen.



Den danske fødevareminister er i næste uge vært ved DanFish-messen i Aalborg, hvor en række ministre og andre repræsentanter fra verdens fiskerinationer blandt andet bliver præsenteret for resultaterne af det danske forsøg med kameraer på seks fartøjer.


 


Kilde: Fødevareministeriet, pressemeddelelse