Lørdag formiddag den 12. april drog vi 4 mand afsted til vores årlige påskefiskeri på kysten, lidt oppe i Sverige. Vi havde store forventninger, da fiskeriet har været godt på Syd- og Østkysten den seneste tid, men de blev kort fortalt ikke indfriet. Undertegnede løb med en nul-bon, de 3 andre fik heldigvis lidt fisk, på hhv. 1,5 – 2,5 og 2,8 kg. som de 3 største der kom med hjem. Den ene fisk havde 32 hele rejer i mavesækken og en del stumper fra endnu flere rejer og tanglopper. (Grovæder)
Selvom vi havde haft en fed tur, vendte vi skuffet over fiskeriet, snuden hjemad søndag.
Mandag – sidste dag i ferien/påsken – skulle jeg forhåbentlig have lidt oprejsning på sydkysten. Det fik jeg heldigvis! I sjette kast fik jeg en fin blankfisk på ca 55 cm som jeg genudsatte. Efter en time havde jeg en på 45 cm som også røg ud.
Dernæst skete det samme som forrige uge – på samme plads – at en blank puffede til blinket og huggede hårdt, hvorefter den røg ud af vandet. En sej fight begyndte med en fisk der tog gode udløb og ellers kun gik på tværs foran mig. Håndtailing og op kom en fed blankfisk på 3,5 kg og med fulton 1,39 (se billedet).
En herlig afslutning på ferien, og godt med lidt oprejsning! Senere tog jeg en blank på knap 60 cm som røg ud og havde derudover en ret god følger, som huggede i en bølge – og forsvandt.
Sveriges kyst uge 15
Af: Jimmy Pajbjerg |
20/04/2004