I torsdags var fiskeriet på Øresund generelt godt og det blev til hele 11 målere til Nadia. Sværd fik 6 og Bonito 4 målere. Fredag var det meget stille om formiddagen og kun om eftermiddagen var der buler at finde. Det gav 7 målere ombord på Sværd. Bonito fik ligeledes 7 målere og Nadia fik 4.Lørdag var et hold lystfiskere fra Vejle området ude med Nadia. Undertegnede havde sneget sig med på turen. Der var rigtig mange buler fra morgenstunden og der blev fanget pænt med fisk i stort set hvert stop. På et tidspunkt lykkedes det skipper Lars Pryds at placere båden over en rigtig stor bule. Det gav hele 3 målere på hhv. 21,0 – 17,1 og 13,2 kilo!.Ved middagstid stilnede strømmen af og torskene forsvandt op i vandet. Det var derfor næsten umuligt at finde torskebuler ved bunden, og fiskeriet døde helt ud. Der blev i stedet forsøgt lidt drivfiskeri fra nogle af turbådene, dog uden det store held. Holdet fra Nadia valgte at afkorte turen med 2 timer og sejlede i havn med formiddagens fangst på 7 målere. Den største på 21 kilo fangede Jan “Post”.Ombord på Bonito blev den største torsk vejet til 23,5 kilo. Bonito fører nu konkurrencen med omkring 120 målere foran Nadia med omkring 110.I dag søndag afvikles DHF’s konkurrence på Sundet med deltagelse af 7 turbåde. Der er deltagelse fra nogle af landets skrappeste havfiskere, og det bliver spændende at se resultatet fra dette fiskeri, da torskefiskeriet på Øresund jo kan være meget svingende..
Svingende bulefiskeri på Øresund
Af: Jimmy Pajbjerg |
01/02/2004