Svinger blink gav havørred

Af: Jimmy Pajbjerg |
14/01/2005

I tirsdags tog jeg til kysten af Sydøstfyn i nærheden af, hvor jeg havde haft held med en havørred dagen før. Jeg havde sørget for at ankomme omkring højvande, og jeg skal love for at det var tilfældet. Vandet gik helt op til kyst-skovbrynet således at det strandbælte, som normalt forefindes, var under vand. Vandet nær kysten var super grumset, så jeg ville gerne længere ud, hvor jeg kunne se vandet blive klarere. Det var imidlertid ikke muligt, da det der blev alt for dybt pga. højvande. Så jeg var forvist til brændingen og fiskeri i overvejende mudderbrunt vand. Det gjorde mig noget skeptisk i begyndelsen, men jeg skulle da give det et forsøg.

Jeg forsøgte bevidst at fortsætte successen fra dagen før, i det jeg havde ladet det kridhvide Svinger blink blive siddende for enden af linen – den havde jo før givet held i uklart vand. Men denne gang var uklarheden i vandet godt nok ekstrem… Jeg havde ikke meget tro på, at det kunne lykkes. Jeg bevægede mig langsomt nordpå, og efter ca. en halv times fiskeri var den der bare! Et bestemt hug ca. 10 meter fra mig, dvs. indenfor området med meget dårlig vandsigtbarhed. Jeg løsnede straks bremsen, så den kunne løbe sig lidt træt.

Efter lidt rykken i stangen tog den et spring ud af vandet. Jeg tænkte “er det en stealhead?!” men så hurtigt på halen, at det kunne det ikke være. Efter en kort stund tvang jeg den lidt tættere på for at se, om den allerede var klar til at blive lokket i nettet. Den tog et hidsigt spring ud af vandet igen, og jeg blev hurtigt klogere. Jeg fightede den i ca. yderligere 5 min. og fik den så endelig landet.

Jeg stod kun 3 meter fra kysten, da den huggede, så det er altså ikke altid et must at vade langt ud ved kysten! Vinden stod i syd som dagen før, men var ikke nær så stærk. Vejret var vekslende. Havørreden var flot og blank, målte 49 cm og vejede 1,2 kg.