Topmåned for fladfisk

Af: Jimmy Pajbjerg |
22/10/2009

Oktober måned er normalt den absolutte topmåned for fangst af fladfisk i Øresund, og der har unægtelig også været temmelig gode dage med fantastiske fangster den seneste tid. Lørdag den 10. Oktober var fiskeklubben BGFisk ude med M/S Havlit på Øresund efter flade. Bedste mand var Jan Godsk med 50 fladfisk. Der var flere fladfisk omkring kiloet med den største på 1,2 kilo.


Tirsdag den 13. Oktober var der også fladfisketur med Havlit og de 14 lystfiskere fangede tilsammen over 800 fladfisk – bedste mand fik 101 blandede fladfisk. Der var rigtig mange rødspætter, men dog ikke i de helt store størrelser. Børsteorm viste sig at være den bedste agn – og husk endelig at tage nok orm med hvis du skal ud på fladfisketur. Med et så fabelagtigt fladfiskeri er det de lystfiskere med flest og mest friske orm der får fyldt poserne…


Næste fladfisketur med M/S Havlit, der sejler fra Helsingør i Øresund, er på torsdag den 29. Oktober kl. 8-15.


På fotoet er det Jan Kristoffersen med rødspætte på 1,8 kilo fanget ombord på Havlit den 14. Oktober 2009. Kilde: Havlit.