Undgå wadersulykker

Af: Jimmy Pajbjerg |
12/02/2011

I forlængelse af artiklen omkring wadersulykker har vi fået rigtig mange mails omkring emnet – og også mange gode råd til hvordan ulykkerne kan undgås. Og hvordan man undgår at drukne, hvis uheldet alligevel er ude og man vælter i sine waders.


Morten Petersen fra Dansk Erhvervsklatring skriver: “Jeg vil gerne bibringe jer et par af mine egne erfaringer med emnet waders og de meget omtalte drukneulykker, jeg har selv for år tilbage, eksperimenteret med hvad der sker i forskellige situationer med waders, og vil her forsøge kort at beskrive resultatet af mine undersøgelser, som foregik påklædt med: tykke strømper, tykt termotøj, bukser, skjorte, sweaters og jakke, og selvfølgelig brystlange waders som var løse foroven.


Erfaringen viser at hvis bare wadersne løber fulde, så kan en rimelig svømmer sagtens svømme en pæn længde med dem på, og i hvert fald hvis han bevarer roen sagtens tage dem af i vandet.


Svømning med waders er langsommeligt, og nærmest som at slæbe en faldskærm gennem vandet, men da vand i vand ingenting vejer er det altså noget sludder med at man trækkes ned, og svømning med armene alene går aldeles fint, forudsat at temperaturen er til det, at svømme med benene udmatter helt vildt, da de jo fylder 3-4gange normalen, og det hjælper alligevel ingenting.


Ligeledes viser det sig at hvis der forbliver en luftlomme ved fødderne (sker meget sjældent, da det ved vadning allerede er presset væk/ud) kan være svært at holde hovedet fri af vandet ved brystsvømning, (fordi benene stiger op) derfor bør man i tilfælde hvor det sker hurtigst muligt vende om og svømme på ryggen, indtil man er fri af wadersne. Det er dog for den habile svømmer endog meget nemt at slippe af med luftboblen i støvlerne, fra rygsvømning, krøller man sig blot sammen nærmest som fosterstilling, læner sig derefter forover og strækker benene ret nedefter, så er luften ude øjeblikkeligt.



Af forskellige øvelser jeg har prøvet skal nævnes.:hoved og benspring fra båd med ca 2 knob (på ca. 3m vand), at falde i på siden fra båd i ro, (fisker der snubler når der rygtes ruser i høj sø), at “vælte” i fra kajen lidt som en fuld mand ville gøre, ben og hovedspring fra 3m vippe, ved hovedspring går det noget ud over selerne men er ellers ok, at falde i fra bassinkanten og derefter fylde waders helt med vand jfr. ovenstående krølle sammen strække ud metode, for derefter at svømme 300 meter pyha det tar tid men igen, med de rette temperaturer er det ikke noget problem.


Min erfaring med at tage waders af i vandet, er at det er nemmere end at svømme eller at vade ind med dem på, da vadning i vand med ca 70 liter vand hængende i selerne klart kræver sin mand, for ikke at nævne problemet med at balancere. For at komme ud af sine waders, kræver det at de bliver helt fyldte, hvorefter man nærmest svømmer fra dem, for til sidst at bukke sig under vand og tage støvlerne af, evt. tages støvlerne først fri, så man kan svømme ud af dem.



For god ordens skyld skal det siges at alle øvelser er prøvet om sommeren eller i svømmehal, ligeledes skal det siges at jeg på det tidspunkt hhv.dykkede og/eller svømmede 5-10km om ugen. men almindeligt habile svømmere som kan svømme 200m i en svømmehal, bør ikke få problemer, så længe man bevarer roen. Alt i alt mener jeg at det er panik eller det at folk slet ikke kan svømme der dræber! Skulle nogen ønske at vi laver en “træningsaften” med fulde waders, så kontakt mig gerne, på 40458060″.



Peder Larsen skriver at problemet faktisk er luften i waders der kan være det mest farlige. “ – Når man vader og falder på glatte sten, og vanddybden ikke er nævneværdig stor, er der en potentiel fare for at slå hovedet mod stenene. Jeg har selv oplevet en kunde slå sig selv bevidstløs på denne måde, og her kunne det som du selv skriver undgås med vadestok, eller som det der reddede ham…. en fiskeven. Selv har jeg faldet og slået ribbenene, og havde meget svært ved at rejse mig.
 
-Når du falder på dybere vand er det ikke vandet i wader der er problemet, egentlig tvært imod. Egentlig kan du jo sige det sådan; at vand ikke er tungere end vand, og derfor ikke synker synderligt. Det farlige er faktisk luft i waders. Forstil dig at dine waders er fyldt med luft, du strammer wadebæltet, og derved skaber du en ballon effekt i dem. Tager din wadejakke på – strammer ærmerne godt, for ikke at få for meget vand i ærmet mens du fisker. Så langt så godt!! Det der så sker når du falder, er, at der kommer vand i jakken. Specielt dem der ikke lukker ordentligt omkring hals og livet. Nu har du skabt en situation der er livsfarlig. For når du falder, vil der komme lad os bare sige 3 liter vand ind i jakken. Det er i sig selv stadigvæk ikke særlig farligt. Men man mærker det kolde vand, og retter kroppen ud for at svømme. Når man gør det, vil luften for dine waders søge efter det højeste punkt, og det er nu dine fødder. Nu hvor dine fødder ligger højt i overfladen, og din nu helt fyldte vadejakke trækker modsat har du virkelig et problem. Men så er det ikke at panikke. For du kan stadigvæk redde dig selv.



Man lyner først sin wadejakke op, løsner ærmerne, og løsner wadebæltet. Nu mod alt fornuft og natur slår man en koldbøtte under vandet. Luften vil nu blive trykket ud af dine waders og fyldes i stedet med en smule vand. Nu har du opnået ligevægt i kroppen. Oftest finder man så ud af at man stadigvæk kan bunde, for du er jo som regel stadigvæk lige der hvor du stod da du væltede. Hvis ikke kan man sagtens svømme mindst 25 meter uden problemer, også selv om man har vand i sine waders. For at undgå denne ubehagelige oplevelse skal man altid huske at sætte sig på hug for at presse luften ud før man fisker. Mere skal der ikke til. Jeg har selv været udsat for dette 3 gange. Og til mit eget held havde jeg på daværende tidspunkt afprøvet denne øvelse flere gange”.



Også Olav Christensen fra Hammel, Michael Jespersen, Jesper Kofod, og Knud Olesen m.fl har skrevet omkring gode erfaringer og gode råd og de er enige om, at det er luften i dine waders der udgør den største risiko.



Allan Wiil-Andersen skriver, at han bruger en flydevest der udover praktiske lommer, stropholder, lynlåslommer m.m. også indeholder flydeskumbrikker. Vesten hedder Flydepost Pool 12 Explorer. Den er dog ikke godkendt som redningsvest, men Allan har været meget glad for at bruge vesten – så tippet er hermed givet videre…


Knæk og bræk – og vær nu ekstra forsigtig ved vadefiskeri.