Århus Amt og Randers Kommune har godkendt etableringen af et vådområde i Vorup enge herunder nedlæggelse af Vorup Enges Landvindingslag. Landvindingslaget er beliggende på sydsiden af Gudenåen, umiddelbart sydvest for Randers by.Projektet gennemføres som et vådområdeprojekt efter bestemmelserne i Vandmiljøplan 2.Forslaget berører et areal på 105 ha. Ved en gennembrydning af digerne vil 103 ha få en landbrugsmæssig forringet afvandingstilstand. Heraf vil de 65 ha være helt eller periodisk oversvømmede, og dermed uegnede til landbrugsmæssig udnyttelse. Det resterende areal vil fremstå som våde enge. På billedet ses en del af det område, som skal omdannes til våde enge.Der skal etableres en form for højvandsbeskyttelse – formentlig et dige omkring en kolonihaveforening. Der har også været noget lokal modstand på grund af bekymring over værdiforringelser af folks boliger i området, men det rådgivende ingeniørfirma har udtalt, at der ikke bør blive problemer med dette.Set fra et lystfiskermæssigt synspunkt er projektet også værd at støtte. Det bliver ganske vist sværere at komme til Gudenåen fra sydsiden af åen, men det vil fortsat være muligt. Man skal bare gå noget længere … Til gengæld vil åen og naturen få det bedre, og det kan man som lystfisker jo aldrig være utilfreds med.
Våde enge omkring Randers
Af: Jimmy Pajbjerg |
14/04/2003