Oprindelige ørredbestande har overlevet årtiers miljøødelæggelser og udsætning af ørreder fra dambrug. Men samtidig er bestanden i vores største vandløb gået tilbage, viser DNA-analyser fra DTU Aqua
Nye forskningsresultater fra DTU Aqua indeholder både en solstrålehistorie og en nedslående beretning om de danske ørredbestande.
Sammen med forskere fra Dalhousie University i Halifax, Canada har danske forskere anvendt DNA-analyser af 60 år gamle ørredskæl og sammenlignet dem med analyser af nutidige vilde fisk i vandløb langs den jyske vestkyst. Målet var at undersøge, hvordan miljøødelæggelser og udsætning af dambrugsørreder har påvirket ørredbestandene genetisk
For professor Michael Møller Hansen, DTU Aqua er resultatet på samme tid nedslående og overraskende positivt.
»Den gode nyhed er, at der faktisk er vildørreder tilbage! På trods af at vi har lavet en masse ødelæggelser med spærringer og udsætninger af fisk – så viser vores analyser, at der stadig er en stor del af de genetisk oprindelige bestande, som er bevaret. Der er stadig stor biodiversitet, men flere af bestandene er stærkt påvirkede af udsatte dambrugsørreder, og der er stor forskel fra vandløb til vandløb,« siger han.
Forskerne har haft et enestående materiale til rådighed i form af gamle skæl fra Storå og Skjern Å i nord til Ribe Å i syd, og resultatet er netop publiceret i det internationale tidsskrift Molecular Ecology.
Ribe Å i top, Skjern Å i bund
Analyserne viser, at der er stor forskel på, hvor solide genetiske spor dambrugsfiskene har sat sig i de forskellige vandløb. Solstrålehistorien er Ribe Å, hvor den oprindelige bestand med Michael Møller Hansens ord har klaret sig ‘forbløffende godt’:
»På trods af at der i Ribe Å blev sat over en million dambrugsfisk ud i 1990erne, så er der i dag kun 14 procent gener fra dambrugsfisk i den nuværende bestand.«
Den nedslående historie er fra Skjern Å, landets største vandløbssystem. Åen er gået fra at have en af landets største vilde bestande af ørreder til en ganske lille bestand. Genetikerne måler dette som antal fisk, der giver deres gener videre til næste generation. Jo færre fisk, des mere stiger risikoen for indavl og tab af variation.
I dag har Skjern Å den mindste oprindelige bestand blandt de undersøgte åer med kun ca. 130 fisk, som giver deres gener videre til næste generation. Til sammenligning er der i Ribe Å tale om en genetisk bestandsstørrelse på ca. 600 fisk, hvilket er tæt på, hvad den ville være under naturlige omstændigheder. Samtidig består ikke mindre end 64 procent af den nuværende genpulje i Skjern Å af ørreder fra dambrugsstammer.
»Vores beregninger viser, hvordan små bestande påvirkes mere af udsætninger end store bestande. Bestanden i Skjern Å er blevet så voldsomt påvirket fordi bestanden af vilde fisk allerede var knækket inden udsætningerne. Oprindeligt havde Skjern Å den største vilde bestand, men siden blev bøtten vendt. Man fik ødelagt miljøet og gydestederne i åen med spærringer og udretning af åstrækninger, og da bestanden gik ned, så forsøgte man at afhjælpe det ved at udsætte opdrættede fisk.«
Gyder på forskellige tidspunkter
Når de vilde bestande trods alt har klaret sig så godt, som de har, så skyldes det, at de er tilpassede livet i deres hjemvandløb, mens dambrugsørrederne er tilpasset helt andre forhold. Selv i Skjern Å findes der ca. 10 procent fisk, som er helt oprindelige og ikke har en dambrugsørred blandt deres forfædre. Meget overraskende viser det sig, at disse få oprindelige ørreder alle gyder senere om vinteren end hovedparten af bestanden, som er blandet op med dambrugsørreder.
»Man har avlet på dambrugsørrederne, så de gyder tidligt på sæsonen. Når de er blevet sat ud i vandløbene, har de typisk parret sig med den del af de vilde fisk i åerne, som også er genetisk programmerede til at gyde tidligt. Den del af den oprindelige bestand, som gyder senere på sæsonen, er derimod i mindre grad blevet opblandet med dambrugsørrederne. Det er dog en stakket frist, efterhånden som der bliver flere opblandede fisk og også gydetidspunkterne bliver mere sammenfaldende, så det bliver spændende at følge udviklingen fremover.«
Kortlægger forskellene
Michael Møller Hansen og hans kolleger ved DTU Aqua i Silkeborg arbejder nu videre på at kortlægge, hvad det er for gener, som gør, at dambrugsfisk har klaret sig dårligere i naturen end de oprindelige bestande.
»Det er vigtigt at finde ud af, hvad det er for gener, som gør, at de lokale vilde bestande klarer sig bedre end ‘fremmede’ fisk. Nogle af de gener, vi har i kikkerten, har at gøre med resistens mod sygdom og temperaturtolerance. Den viden kan vi bruge, når vi skal vælge fisk til at sætte ud i vandløb, hvor de oprindelige bestande er uddøde. Samtidig kan vi blive klogere på, om bestandene kan omstille sig til fremtidens miljøændringer, såsom klimaforandringer.«
Derfor satte man ørreder ud
En million. Så mange dambrugsopdrættede ørreder blev der sat ud i Ribe Å i løbet af 90erne. Og billedet er det samme i mange andre danske åer, hvor man siden starten af 1900-tallet og frem til for få år siden har sat opdrætsfisk ud i stor stil for at styrke bestandene og sikre lystfiskere fangst på krogen.
Udsætningerne blev ikke foretaget uden grund. I samme periode gik bestandsstørrelserne nemlig kraftigt ned på grund af spærringer i vandløbene og ødelæggelse af ørredens gydepladser og levesteder.
Siden har genetiske undersøgelser gjort os klogere. En bækørred opdrættet gennem generationer i et dambrug og en vildfisk kan på overfladen se forholdsvis ens ud, men DNA-prøver afslører, at fiskene varierer genetisk.
Ørreder fra dambrugsstammer klarer sig markant dårligere i naturen end de vilde bestande. Sætter man tilstrækkelig mange dambrugsørreder ud i en vild bestand, kan de ikke desto mindre ødelægge de vilde bestandes genetiske egenskaber. Derfor udsætter man i dag kun ørreder, der er afkom af vildfisk fra det lokale område. Mest af alt satser man dog på at restaurere de ødelagte vandløb, da det er den eneste langtidsholdbare løsning.
De bækørred-stammer, som dambrug har opdrættet i mange generationer, bliver ikke længere udsat i danske vandløb.
Siden 2006 er der kun udsat yngel, som er afkom af lokale vildfisk. Samtidig er satsningen i fiskeplejen i dag skiftet, så man fokuserer på at forbedre levevilkårene for de vilde bestande frem for på udsætning.
Den europæiske ørred eller havørred/bækørred
Den europæiske ørred, eller bæk-, sø- og havørreden, som den også hedder, er en helt anden art end regnbueørred, som stammer fra Nordamerika og alene bruges i opdræt.
Bæk-, sø og havørred er samme art og bestand – de er bare forskellige økotyper. Det betyder, at de sagtens kan gyde med hinanden og få afkom, der igen kan blive til de tre forskellige økotyper.
Alle tre deler de samme gydepladser og indledende opvækstpladser i vandløbene. Der er flest hunner blandt havørreder og flest hanner blandt bækørreder. For begges vedkommende cirka 75 procent.
